links & anbefalinger
links & anbefalinger

Spot en planetplacering

Spot en planetplacering

Kan man spotte planeternes placering ud fra en ønskeliste?

Først tænkte jeg; haha, fanme ikke min i hvert fald. Dernæst slog det mig; jo lige præcis min.

Min ønskeliste er nemlig så usandsynlig foranderlig fra uge til uge, at jeg et split sekund lige var ved at bilde mig selv ind, at det ville være virkelig svært at gætte. Men det er jo lige præcis den foranderlighed der gør, at det måske i virkeligheden er ret genkendeligt. 

Hvis jeg karikerer mine ønsker, er der omkring 4 faser af opbygningen af min ønskeliste.

Dreng 12 år – det er perioden hvor jeg ønsker mig en Nintendo switch og Harry Potter Lego.

Ældre kvinde – det er perioden hvor jeg ønsker mig gavekort til strikkebutik, lerfad med glasur og kashmir tørklæde i tern. 

For meget tiktok – det er perioden hvor jeg ønsker mig, alle romantasy bøger der findes i verden og værktøj til selv at kunne binde nye omslag på gamle bøger.

Et par timer efter en aftale med jomfru veninde – en periode hvor jeg ønsker mig dyre parfumer og make-up fra Nilens jord. 

Nå, men lige pt. ser den reducerede ønskelisten således ud:

Kenwood køkkenmaskine

Skotsk højlandskvæg

Lancôme parfume

I skrivende stund kommer en pige løbende ude foran mit vindue, og jeg kunne hurtig få lyst til at sætte et par løbesko og et Apple Watch på min ønskeliste. 

Jeg er virkelig så utrolig let påvirkelig og på ingen måde særlig kritisk med hvad jeg tager ind af indtryk. Indimellem rammer jeg sådan en inspirationsoverload periode, og det er da i grunden ikke så mærkeligt, kan jeg tænke nu. 

Lige umiddelbart tænkte jeg, da jeg blev bevidst om dette; jeg må sku da have en del planeter i Tvillingen. Den måde Tvillingen repræsenterer dualitet, mangfoldighed og kameleonenergi. Det viser sig at jeg har akkurat 0 planeter i Tvillingens tegn. Et uaspekteret lykkepunkt, er det eneste at finde i Tvillingen og det ved jeg ikke nok om endnu, til at jeg tør at skrive noget om det. 

Det jeg til gengæld ved noget om, er ildtegnene. Og der har jeg som før sagt, nogle stykker. 2 planeter i hvert ildtegn, dvs. 6 planeter i alt for at være helt præcist. Det er immervæk en del, og det er nok ikke helt lige meget i denne forbindelse.

Ildtegnene er Vædderen, Løven og Skytten. Ildtegnene er blandt andet kendt for, med deres varme passion og stærke energier at inspirere andre omkring dem – men de er altså også kendt for at være intense og ustoppelige i deres drivkraft og entusiasme ved nye ideer og projekter. Min måne står i Vædderens tegn, og særligt for Vædderen, er dens evne til hurtigt at blive begejstret og tage initiativ. 

Min sol er i Fiskens tegn og her findes jo også en fuldstændig modtagelighed overfor andre stemninger og energier. Det kan være jeg skal prøve at blive mere bevidst om, om det egentlig er løbepigens sko og apple watch jeg bliver inspireret af, eller om det snarere er den energi hun bærer rundt på som jeg ønsker mig. 

Det her er en af de mange gaver, som jeg synes astrologien byder på. Et kæmpe redskab til at kigge indad og blive bevidst – og få lov til at hjælpe andre med at gøre det samme. Det er ikke sikkert at der sidder nogle og har problemer med deres ønskeliste, ligesom jeg – det kan handle om alle mulige andre ting; men at få hjælp til at kigge ind i hvad det kan handle om og hvor man kan tage aktivt ansvar for hvad man ønsker at understøtte og hvad man ønsker at slippe. 

Prøv at send mig din ønskeliste, så prøver jeg om jeg kan spotte et tegn. 

Ps. billede af den søde skotske højlandsko (det hedder vel ikke kvæg i ental?) er lånt fra pinterrest. 

Navigation

astrologi

astroannemette

hvad kan jeg tilbyde?